VISIT SOUTH SWEDEN

Den officielle guide til aktiviteter og oplevelser i Sydsverige

Huskvarna
Tre drenge cykler på en grusvej foran et rødt hus om sommeren

Cykling i Sydsverige

Skal der vind i håret og kilometer i benene, så byder Sydsverige på vidunderlige cykeloplevelser. Her venter tohjulede eventyr i alle sværhedsgrader – til såvel familien i roligt tempo som til entusiaster i fuld fart og med hang til action.


Det sydsvenske landskab er som skabt til ferie på to hjul. Med hundredvis af kilometer cykelstier, afvekslende landskaber og kuperede mountainbikespor venter oplevelser så langt benene rækker.

Fra sadlen oplever du nemlig alt det, der gør Sydsverige til perfekt cykelland – uanset om det skal være en rolig tur for hele familien, eller om der skal fuld fart på racercyklen og udfordrende stier under mountainbikens brede dæk.

Kom langt omkring på de nationale cykelruter

Vil du langt omkring på cykelstier af ekstra høj standard, så rul ud på de tre nationale cykelruter Kattegattleden, Sydostleden og Sydkustleden. Her får du cykelruter af høj kvalitet, som er lette at følge, og hvor hovedparten af ruten er adskilt fra biltrafik. Dermed får du trafiksikker cykling og mange oplevelser langs ruterne, der fører forbi seværdigheder, smuk natur og spændende kulturelle miljøer. Samtidig er ruterne tilrettelagt sådan, at du let kan bruge offentlig transport og i øvrigt nemt kan have cyklen med deri.

1 / 4

Kattegattleden er den af Sveriges tre nationale cykelruter, der først blev etableret. Den slynger sig 390 km langs vestkysten fra Helsingborg i syd gennem Halland til Gøteborg i nord. Ruten, der er opdelt i otte dele, er af så høj kvalitet, at den i 2018 blev kåret som Europas bedste cykelrute. Undervejs venter storslået havudsigt med sandstrande og saltstænkte klipper, ligesom både natur- og kulturoplevelser står i kø – blandt andet ved Kullen-halvøen, på det smukke Sofiero Slott med tilhørende blomsterpark og ved fæstningen i Varberg.

Ystad
To cyklister i solen på en gammel vej mellem gule huse

Sydkustleden følger kysten fra Helsingborg hele vejen langs Skånes kyst til Simrishamn. Undervejs på rutens 260 kilometer kan du blandt andet tage et stop i Malmø og få en omgang storbystemning. Du kan også besøge nogle af Sveriges bedste sandstrande og kaste en sten i vandet ved Smygehuk, Sveriges allersydligste punkt. Er du interesseret i historie, så kommer du også forbi Glimmingehus, Nordens bedst bevarede middelalderborg.

1 / 4

Sydostleden fører fra Simrishamn på Skånes østkyst 300 km nordpå gennem dele af Blekinge til Växjö i Småland. Undervejs oplever du et varieret landskab med dramatiske klipper og skærgårde langs kysten, inden agerjorde, skove, ødegårde og idylliske søer følger længere nordpå. På turen kan du gøre holdt i æbleplantager, se Skånes højeste vandfald og cykle over Sölvesborgsbron, der er Europas længste cykelbro.

Listerleden
Cyklist ved gul rapsmark i fuld flor

Særlige cykelruter – også til de kortere ture

Selvom de nationale cykelruter giver muligheder for lange sammenhængende cykelferier, byder Sydsverige også på mange andre cykelruter af god kvalitet – og som ikke behøves at tage mange dage at gennemføre.

En cykelrute af den kortere slags er fx Cykelled Listerlandet i Blekinge. Den ligger i forlængelse af Sydostleden og fører, trods sin korte distance på kun 45 kilometer, gennem varierede landskaber med bøgeskove, smukke kulturlandskaber og forbi nogle af Blekinges bedste badestrande.

1 / 4

Film er omdrejningspunktet for en spændende cykeloplevelse, nemlig Cykla i Filmlandskapet Småland. Det er en række 12-70 km lange cykelruter, der fører dig rundt til kendte filmlocations. Turene har start fra Filmbyn Småland i Mariannelund, hvor du kan leje cykler og fx købe en kurv med kaffe og kage til turen. Herfra fører ruterne til kendte steder som fx Katthult og Bulderby fra Astrid Lindgrens elskede universer. Og vil du have ekstra viden undervejs, så kan du også deltage i en af de mange guidede cykelture i området.

Vil du næsten helt undgå biler og samtidig cykle på gode asfaltstier, så er Ätradalsleden i Halland et oplagt valg. Ud af rutens 199 kilometer er de 146 af dem nemlig helt bilfri, ligesom størstedelen af ruten bliver kørt på asfalt.

Ölandsleden
To mennesker cykler langs med kysten i fladt landskab

Omgivet af havet kan du også cykle. Öland i Østersøen har nemlig en hele 400 km lang rute, Ölandsleden, der tilbyder de cykleglade øgæster havnær cykling. Ruten fører rundt på hele øen og kommer tæt på de fleste af de fristelser, som Öland byder på. Her finder du fx et unikt UNESCO-beskyttet kulturlandskab, gårdbutikker og imponerende udsigter på den ellers flade og let tilgængelige rute.

Med danske briller er også Kustvägen langs østkysten i Blekinge interessant. Ruten ender nemlig i Kristianopel, som har en særlig dansk historie og er værd at besøge for autentiske oplevelser, god mad og smuk natur.

Cykling for de fart- og actionglade

For cyklister med hang til action byder Sydsverige også på spændende strabadser og udfordringer. Her finder du masser af gode mountainbikespor og regulære cykelparker med downhill-cykling i fuld fart og med krævende udfordringer.

1 / 3

Mountainbike

Elsker du at køre mountainbike, så er Sydsverige det perfekte sted at tage på eventyr. Her findes et utal af fantastiske mountainbikespor, der fører gennem skove og klippelandskaber og byder på både krævende stigninger og udforskning i fuld fart.

Tæt på Danmark, ved havet i Mellbystrand i det sydlige Halland, kan du fx opleve mountainbikekørsel, hvor hele familien endda kan være med. Her finder du mountainbikeruten Buktenbanan, der byder på 12 kilometer familievenlig cykling på stien, der slingrer sig langs kysten og gennem dramatiske fyrreskove.

I Småland er området omkring Huskvarna det perfekte sted for mountainbikeryttere, takket være sin overraskende og varierede natur. Og det er alle typer cyklister, der finder vej hertil – fra små børn på løbecykler til de bedste mountainbikere i verden. I 2016 blev EM i mountainbike således afholdt her med udsigt til Huskvarna, Jönköping og Sveriges næststørste sø, Vättern.

Vil du vidt omkring på Mountainbike i skovene i Småland og på Öland, så kan det også betale sig at tage et kig på Biking South East. Det er netværk af flere mountainbikeområder med et godt udvalg af spor, opdelt i forskellige sværhedsgrader. Således kan du her både tage på helt korte ture eller udfordre dig selv på de længere distancer.

Cykelparker og downhill-cykling

Skal der ekstra meget action på cykelturen, så fås der også gode muligheder for det. I Sydsverige ligger nemlig flere cykelparker, hvor cyklingen får et ekstra gear, når det kommer til udfordringer og spænding.

Skisportsstedet Isaberg Mountain Resort byder fx på mere end blot skiløb. Her er der 12 løjper og spor, hvor du kan ræse afsted på din mountainbike, ligesom du også kan prøve kræfter med en krævende teknikbane og spændende pumptracks. Vil du lære nye teknikker, så kan du også få undervisning og kurser, og du kan komme på guidede ture ud i det krævende terræn. Du kan tilmed bo komfortabelt i skiområdets hytter og campingpladser, og uden for skisæsonen kan du endda tage cyklen med op i lifterne og opleve udfordrende ture ned ad bjerget igen.

Vallåsen Bike Park
Kvindelig mountainbiker cykler på sti i skoven

Et andet sted, tættere på Danmark, hvor du både kan øve fart og kontrol er på Vallåsens Bike Park på grænsen mellem Halland og Skåne. Her er der tale om intet mindre end et af Sveriges bedste steder for downhill-cykling.

Flere aktiviteter i Sydsverige