VISIT SOUTH SWEDEN

Den officielle guide til aktiviteter og oplevelser i Sydsverige

Laksefiskeri i Falkenberg, Halland

Tag på fisketur i Sydsverige

Blanke skovsøer, rislende vandløb eller rå kyster? Sydsverige er et slaraffenland for lystfiskere, hvad enten du vil på fisketur i de dybe skove, fange krebs eller overliste en kæmpegedde i skærgården.

Ringe i vandet på en ellers spejlblank sø eller laks, der spræller gennem vandløb kan vække begejstring hos enhver lystfisker. Men en fisketur til Sydsverige handler om meget mere end en god fangst.

Slå lejr ved søbredden og nyd roen eller puds teknikken af i udfordrende terræn. Med et utal af skovsøer, en rå skærgård og elve lokker Sydsverige garvede lystfiskere såvel som børnefamilier til et getaway med fiskeri, nærvær og natur. Pak fiskegrejet, kryds Øresund og få noget på krogen.

Lystfiskeri for hele familien i Sydsverige

Hverdagen føles langt væk, når familien sejler ud på søen, kaster snøren og venter på dagens fangst. Om aftenen samles store og små omkring bålet, mens roen sænker sig over skov og vildmark.

Skal familien introduceres til lystfiskeriet, eller vil du lære nye teknikker? Så tag på en guidet fisketur ved å, kyst eller sø med en fiskeguide fra Falkenberg i det vestlige Halland.

Med lerdueskydning, sauna, eventyrbane, jagt og masser af fiskeri er Brokamåla Gård ved Olofström i Blekinge oplagt til familien, der vil opleve naturen med forskellige aktiviteter. Fisk i åer og søer – eller lej en sø for en dag.

Spot ørne, sejl i kano og kast snøren ved Getnö Lake Åsnen Resort i det sydlige Småland. Her er fiskeskole for børn, så nybegynderen får gode chancer for at få en aborre på krogen, mens de erfarne lystfiskere går på jagt efter gedder eller sandart.

1 / 3

Krebsegilde og stolte traditioner

Man skal yde, før man kan nyde, lyder ordsproget. Tjek ind ved en sydsvensk skovsø og tag del i de stolte svenske traditioner med krebsefiskeri og slut af med et velfortjent krebsegilde.

Det emmer af herregårdsstemning på Wallby Säteri i det sydøstlige Smålands skovidyl. Indkvarter dig i en traditionel rødmalet hytte og oplev krebsefiskeriet fra start til slut. Efter en grundig introduktion sættes ruserne ud, hvorefter der venter en dukkert i søen og et 3-retters krebsegilde. Afslutningsvis kåres vinderen af største den krebsefangst.

Ved Paradis Fiskecamp uden for Eksjö i Småland overnatter du i hytte direkte ved søen. Også her kan du se frem til krebsefangst og konkurrencer. Kryds fingre for, du lokker de største krebs i nettet, og glæd dig til femkamp og andre aktiviteter omkring søbredden.

1 / 4

Laksefiskeri i Sydsverige

Har du styr på grej og teknik, er vejret med dig, og har du lidt tålmodighed? Så er der gode chancer for at fange laks i en af de mange åer eller elve i Sydsverige.

Det vrimler med vildlaks på det sidste stykke af Ätran, inden elven løber ud i havet i Halland. Falkenberg Laxfiske er oplagt for dig, der vil udfordres på flue- eller spinnefiskeri – eller prøve mere traditionelle metoder med rejer som madding.

Også Mörrumåen i det sydvestlige Blekinge er verdensberømt for sin laks. Tjek ind i en hytte ved Mörrums Kronolaxfiske, ifør dig waders og tag på fisketur uden for døren. Eller foren natur og mindfulness på en gåtur langs åen og tag et kig ind i Laxens Hus.

1 / 4

Camping i fiskens tegn

Parker autocamperen på en solrig plet eller slå telt op ved søbredden og nyd et par dage med fisketure og friluftsliv.

I det nordvestlige hjørne af Blekinge lokker 23 søer med regnbueørreder, gedder og andet godt ved Harasjömåla Fiskecamp. Her er noget for nybegynderen og de professionelle sportsfiskere får kamp til stregen. Skal det være lidt særligt, så lej jeres egen sø.

Drømmer du om at få en stor gedde på krogen? Så slå lejr på Dragsö Camping på en skærgårdsø tæt på Karlskrona. Tag på geddesafari i motorbåd, padl i kajak og nyd en stund i hot tub’en med udsigt til den sydsvenske skærgård.

Fisketur i Sydsverige for de garvede lystfiskere

Vil du snige dig ind på en kæmpegedde eller udfordre dig selv med vandløb eller skærgårdsfiskeri, byder Sydsverige på mange muligheder.

Variation er nok det ord, der bedst beskriver lystfiskeriet ved Västervik ved den smålandske kyst.

Prøv kræfter med nye arter hver dag og udfordr dig selv i skærgårdens kringelkroge, hvor der venter geddeeventyr i verdensklasse.

Er du mere til udfordrende vandløb? Så indkvarter dig på Vidinge Gård i udkanten af Glasriket i Småland, hvor du både bor og spiser godt. Gå på jagt efter ørredernes gemmesteder eller overrask de snu gedder. Her er desuden særlige zoner for kvalificeret fluefiskeri. Bemærk, at alt ørredfiskeri er 100% catch & release.

Fiskeri ved hav og kyst

Der kræves ikke fisketegn for at fiske fra havet eller kysten. Vær dog opmærksom på marinebeskyttede områder.

Allemandsretten

Allemandsretten giver dig ret til at færdes gående, på cykel, i båd eller på hest næsten overalt i naturen. Det giver mulighed for at fiske fra badebroer og privat grund, dog med visse undtagelser og altid med fisketegn.

Særlige regler gælder for naturreservater og nationalparker. Husk altid at vise respekt for mennesker, miljø og natur.

Vil du vide mere?

Læs mere om regler for lystfiskeri i Sydsverige og bliv inspireret til fisketure i Halland, Blekinge og Småland.

Udforsk mere