VISIT SOUTH SWEDEN

Den officielle guide til aktiviteter og oplevelser i Sydsverige

Alvaret, Öland
To piger vandrer i et øde landskab

UNESCO-verdensarv i Sydsverige

Fire steder i Sydsverige har så høj kulturel og historisk værdi, at de er anerkendte af UNESCO som verdensarv. Flådebyen Karlskrona, landbrugslandskabet på det sydlige Öland, Grimeton Radiostation og Sagomuseet i Småland.

Siden 1978 har UNESCO, FN's organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, udnævnt steder og traditioner som verdensarv. Det er naturområder og kulturskabte værdier, som i særlig grad skal beskyttes og bevares for eftertiden.

Det har de også i Sydsverige, hvor flådebyen Karlskrona i 1998 blev optaget på listen som det første sted i Sydsverige. Siden er tre steder mere kommet til, hvor du kan opleve historie og kulturarv så unik, at de er en del af vores fælles arvegods på tværs af kloden.

1 / 5

Karlskrona – Velbevaret flådeby fyldt med storhed

Flådebyen Karlskrona i skærgården i Blekinge er et oplagt sted at kaste anker, hvis du vil opleve verdensarv i storladen skala. Byen er ifølge UNESCO et enestående eksempel på en gennemdesignet flådeby fra slutningen af 1600-tallet, hvor både byens oprindelige grundplan og mange originale bygninger er bevaret.

Karlskrona blev grundlagt i 1680, da Karl IX besluttede sig for at anlægge Sveriges helt nye flådebase her. Således skulle byen være hjemsted for store dele af den svenske flåde – hvilket den stadig er den dag i dag, mere end 300 år senere.

Overalt i byen kan du opleve, hvorfor byen siden 1998 har været at betragte som verdensarv. Byen har sine rødder i barokkens arkitektoniske idealer om symmetri og overskuelighed, og det er nemt at opleve, hvis du spadserer en tur i byens gader og langs de brede boulevarder. Således har Karlskrona en storhed over sig med flotte kirker, overdådige torve og paradegader, der får byen til at føles større, end den egentlig er.

Også fæstningsværkerne og selve flådebasen er velbevaret og en stor oplevelse at udforske. Her kan du gå på opdagelse i det maritime miljø og blandt andet se orlogsværftet og det store marinemuseum, som lader dig dykke ned i flådens historie og gå ombord på en hel række af fartøjer – blandt andet en ubåd, en fuldrigger og en minestryger.

1 / 2

Det sydlige Öland – Et helt unikt kulturlandskab

I omkring 5000 år har der levet mennesker på den sydlige del af Öland. Her har de levet i samspil med naturen og de begrænsninger, den har sat for dem. Det har skabt et kulturlandskab, som ikke findes andre steder i verden, og som i år 2000 blev optaget på UNESCOs liste over verdensarv.

Undergrundens plateau af kalksten, det tørre klima og nærheden til havet har skabt helt særlige forudsætninger for, hvilke former for landbrug, man har kunnet drive her. Og det sætter selv i dag sit præg på landskabet, der fx stadig er tydeligt opdelt i agerjord og græsarealer – og som mange steder består af en helt flad slette af kalksten og kun et tyndt lag jord.

Agerjordene ligger således tættest på de karakteristiske langstrakte landsbyer, mens græsarealerne ligger længere væk, tættere på havet. Andre steder i Sverige og i resten af Europa ændrede jordreformer og ny teknologi i løbet i 1800-tallet på dette. Men ikke på Öland. Her gjorde det tørre klima og den næringsfattige jord det umuligt at omdanne græsarealerne til enten landbrugsjord eller skov til tømmerproduktion. Dermed er det traditionelle kulturlandskab bevaret her.

Selvom historien er nærværende med gamle stenmure, møller, kirker og en lang række arkæologiske steder, er det sydlige Öland dog langt fra et museum. Her er masser af kulturelle traditioner, som beboerne arbejder aktivt for at bevare for eftertiden. Derfor er det en ganske særlig oplevelse at udforske og besøge området – gerne til fods eller på cykel i det flade landskab – hvor du kan opleve samspillet med kultur, natur og historie på en helt særlig måde.

Grimeton, Varberg
Hvid bygning med lange vinduer og blå himmel i baggrunden

Grimeton Radiostation – Verdensarv med rækkevidde

Tilbage i 1920’erne – lige efter første verdenskrig – var det tidskrævende at kommunikere på tværs af Atlanten. Derfor anlagde man Grimeton Radiostation ved Varberg i Halland, der gjorde det muligt at sende beskeder ved hjælp af langbølgeradioer hele vejen til USA.

Radiostationen fungerer stadig, og selvom den ikke længere er i brug, er stationen og udstyret så velbevaret, at det i år 2004 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Det blev den, fordi stationen er et ekseptionelt velbevaret monument over den tidlige trådløse kommunikation på tværs af Atlanten.

I dag er Grimeton Radiostation indrettet som museum og er et perfekt udflugtsmål for hele familien. Her kan I gå på opdagelse i museets udstillinger og blive klogere på, hvilken indflydelse den teknologiske udvikling de sidste 100 år har haft på hvordan, vi kommunikerer. Her er også aktiviteter for de aktive, og er du eventyrlysten, kan du tilmed komme med på en guidet klatretur op i en af de 127 meter høje radiomaster, der sikrede, at signalerne kunne nå helt til New York.

1 / 3

Sagomuseet og Sagobygden – Fortælletraditioner som verdensarv

At verdensarv kan være mere og andet end gamle bygninger og unik natur er Sagomuseet og Sagobygden i Ljungby i Småland et godt eksempel på. Her hylder og formidler man nemlig folkesagn og de særlige mundtlige fortælletraditioner, der har været i det sydvestlige Småland i århundreder.

Det er foreningen Berättarnätet Kronoberg, som driver Sagomuseet og arbejder for at holde den mundtlige historiefortælling levende. Det arbejde er så unikt, at deres indsats siden 2018 har været en del af UNESCO særlige liste over verdens immaterielle kulturarv.

På Sagomuseet og rundt i området kan du søge ind i de særlige fortællinger og fortælletraditioner. På guidede rundture, eller med hjælp fra en app, kan du høre fortællinger om mere end 80 forskellige steder. Således bliver mødet mellem fortællere og tilhørere levende, mens både traditioner og historier bliver holdt i live på en helt unik måde.

Er du ekstra interesseret i de levende historier, så bliver der også regelmæssigt afholdt fortællefestival i Ljungby.

Flere aktiviteter i Sydsverige