VISIT SOUTH SWEDEN

Den officielle guide til aktiviteter og oplevelser i Sydsverige

Tjolöholm slott i Halland
Tjolöholm slott i Halland i sne

Ring julen ind på julemarked i Sydsverige

Vil du opleve juleeventyret på et gammelt slot? Eller drømmer du om en traditionel smålandsk jul? Tag på julemarked i Sydsverige og fornem folkesjælen og juleglæden i magiske omgivelser.

Når den mørke tid indtager kalenderåret, svarer svenskerne igen med en juleglæde, der gennemsyrer stemningen på de sydsvenske julemarkeder, hvor folk mødes og hygger om traditionerne. Her tændes tusindvis af lys, mens en sweater i fåreuld, et glas julemarmelade eller en håndsnittet nisse langes over disken.

Tag med over Sundet og skyd julen i gang på sagnomspundne slotte, i historiske byer og langt ude i den smålandske landidyl, når du besøger et af de mange julemarkeder i Sydsverige.

1 / 3

Jul på slottet

De sydsvenske slotte og herregårde kan fortælle historier om konger, sørøvere og grever. Kom med til julemarked bag murene, når slottene ved juletid lyser op i et smukt gyldent skær.

På det tudorinspirerede Tjolöholms Slott ved den hallandske kyst kan du udforske de historiske gemakker, hvor engelsk herskabelighed møder svenske traditioner. Slut besøget af med en juleinspireret afternoon tea omkring pejsen eller måske endda en julemiddag i slottets spisesal.

En ægte Smålandsjul finder du en halv times kørsel fra Växjö på Huseby Bruk. Om aftenen lyses det gamle mølleområde og slotsbygningen op af flere hundrede fakler og juletræer, mens duften af gløgg og julebag breder sig på julemarkedet. Find alt fra kunsthåndværk til polkagrise og brændevinsost, og drøm dig 100 år tilbage i tiden på en gåtur i det forunderlige område.

Kalmar Slott ved den sydsvenske østkyst fyger det med lige dele historisk vingesus og julestemning i renæssanceslottets sale og gange. Fyld kurven med glaskunst eller håndlavet julepynt på slottets julemarked, inden du går til julekoncert i slotskirken.

Julemarkeder fra nye perspektiver

Vil du opleve julen fra en anderledes vinkel, kan du gå 12 meter under jorden i Tykarpsgrottan et kort stykke fra Hässleholm i nordöstra Skåne. Kunsthåndværkere og madproducenter inspirerer til pakken under træet og det helt store julebord. Har du børnene med, kan de være heldige at finde Julemanden i et hjørne af grotten.

På Norrviken i Båstad venter der en oplevelse med naturen som omdrejningspunkt. Når haverne står klædt i en smuk vinterdragt med tusindvis af fakler, står årets tema Over skyerne til fri fortolkning gennem et kunstnerisk miks af musik, lys og dans. Selv om oplevelsen har mere karakter af vinter end af jul, kan børnene glæde sig til at gå på jagt efter parkens nisser, og de voksne kan forkæle ganen med julens smagsnoter.

1 / 5

Sydsveriges traditionelle julemarkeder

På julemarkedet i Sölvesborg ved Hanöbugten skrues tiden tilbage til 1840, når du træder ind i de smukt dekorerede staldlængder ved borgruinerne fra det 13. århundrede. Med fokus på naturmaterialer, kunsthåndværk og lokalproducerede specialvarer, er der rig mulighed for at finde en helt unik julegave.

Træd ind i et smålandsk juleeventyr a la Astrid Lindgren blandt rødmalede huse i Åsens by nordøst for Jönköping. Kør en tur med hestevogn til tonerne af klokkespil og julemusik, og find årets lokalfremstillede julegave. Børnene kan fodre landsbyens får – med lidt held i selskab med selveste Julemanden. Foretrækker de at prøve kræfter med håndværk, får de chancen for at lave deres egne julegaver.

På Kulturen i Lund inviteres du med tilbage til tiden fra 1700-tallet frem til 1930. Oplev hvordan julen blev fejret i by og land – hos rig og hos fattig – når det historiskklædte personale sætter scenen til en julefest i de gamle huse. Udenfor disker julemarkedet op med alt godt til ganen og gode gaveidéer, når mørket falder på og tusindvis af levende lys bader byen i et blødt lysskær.

1 / 3

Jul under åben himmel

På Brunnsparkens Julemarked i Ronneby vest for Karlskrona kan du opleve et folkeligt julemarked med masser af lokalkolorit. Glæd dig til ponyridning, sang og musik og måske endda en tur i hestevogn, efter du har fået en snak med de lokale og gransket markedet for julegodter og gaver.

Midt i den smålandske træby Eksjö kan du opleve et af Sydsveriges mest stemningsfulde julemarkeder. Drøm dig 100 år tilbage i tiden og nyd duften af julebag og brændte mandler, mens du navigerer rundt mellem unikaer af keramik, smykker og strik.

Sveriges ældste glasværk ved Kosta i Småland forvandles hvert år til en festlig vinterlandsby, der er dækket i sne og oplyst af fem millioner julelys. Oplev en række juleshows og koncerter fra midten af november og helt frem til nytår og gå på jagt efter noget af Sveriges flotteste glaskunst. Udover at julemarkedet lover snegaranti, kan børnene glæde sig til en tur i karussellen, inden de slipper fantasien løs i Julemandens verden.

Flere oplevelser i Sydsverige